En god nytårsaften for hunden!

Når nytåret kommer bragende med alle sin lysglimt og høje lyde er det ikke alle hunde der er lige begejstrede som vi mennesker, faktisk langt fra.

Rigtig mange hunde er decideret angst og har det forfærdeligt selve nytårsaften samt ofte i mange dage før og efter, da der som bekendt skydes af det meste af december.

Lydangst er en rigtig svær størrelse, da det er den form for angst der spredes lettest hos hunde.

Dette betyder at den generaliserer til andre lyde. For eksempel starter hunden med kun at være bange for høje brag, så lavere brag, så kombinere den det måske også med lysglimt og med det kan følge, at den bliver bange for lygter der blinker. Er man rigtig uheldig bliver hunden nu også bange i tordenvejr (her er både lysglimt og høje brag) som den så til sidst kan koble sammen med blæsevejr eller regnvejr.

Derfor skal vi selvfølgelig sørge for at gøre vores til, at hunden ikke får en dårlig oplevelse nytårsaften eller på andre tidspunkter af året hvor der kan skydes af eller den på anden måde kan blive udsat for en meget forskrækkende oplevelse.

Hvis vi først tager udgangspunkt i hunden der ikke er bange endnu:

I løbet af december måned kan det næsten ikke undgås at man på tur med hunden, vil møde mere eller mindre høje brag. Såfremt hunden virker ligeglad eller bare lige kigger op og undre sig, men ikke virker bange eller trykket, så behøver man ikke gøre så meget andet end pludre lidt, give en godbid og gå videre.

Virker hunden derimod som om den blev forskrækket eller bange, må der som regel andre midler til!

Var det kun et enkelt brag, så det er sikkert at blive på stedet, uden at der kommer flere til at forskrække hunden yderligere, så bliv og forsøg at fjolle lidt med hunden. Vil den spise godbidder er det super at aflede med, gerne som et lille søg rundt om benene på en selv. Hunden skal gerne have afreageret så fint at den er helt sig selv før stedet forlades, så den ikke tager oplevelsen ”med hjem” og husker den til næste gang.

Kan det ikke lade sig gøre at blive på stedet, så gå roligt derfra mens man forsøger at aflede hunden og få så hunden til at afreagere et andet sted i nærheden, hvor den ikke kan høre flere brag.

Når tiden nærmer sig nytårsaften kan det godt betale sig ikke at gå alt for meget tur i ” ”afskydningstiden” om aftenen. Prøv i stedet at lægge turene om dagen mens det er lyst.

Yderligere forberedelse af hunden kan ske ved at man leger ”bangkage” med pølsefest, hvor man feks smækker med køkkenlåger, taber grydelåg og umiddelbart derefter kaster en håndfuld lækre godbidder hen til hunden. Man kan også afspille lyd cd med fyrværkerilyde eller afspille lydfiler fra computeren. Begge former for tilvænning skal naturligvis ske gradvist, da det jo ikke er meningen at man skal gøre hunden bange! Så ganske lav lyd i begyndelsen og for hver gang man træner det, kan der så skrues lidt op. Ved afspilning af lyd, kan det være en fordel at lade hunden ligge med et tyggeben og hygge sig imens, så den forbinder det med noget hyggeligt at det larmer lidt

Nytårsaften:

Når aftenen oprinder, er der nogle forholdsregler man bør tage sig:

Hunden bør selvfølgelig ikke være alene hjemme et sted hvor der er nogen som helst chance for at den vil kunne høre høje brag den ikke er vandt til.

Hunden bør holdes i snor på gåture eller andre ikke indhegnede steder, da der hvert eneste år er hunde der uventet bliver meget forskrækket på tur og stikker af i panik.

Sørg for lyde i huset, som for eksempel musik eller tv, da det camouflerer lydende lidt udefra. Det kan også være en god ide at rulle gardiner for vinduerne, så lysglimtene ikke er så foruroligende.

Lad være med at tage hunden med ud og skyde af!!! Det har den ikke noget at bruge til, meget bedre at der bliver en person inde ved hunden og finder på noget at lave med den.

Luft gerne hunden af en rigtig god lang tur om eftermiddagen inden det bliver mørkt, da en træt hund har mindre overskud til at blive bange eller stresset over alle lydende.

I løbet af aftenen er det som regel gode tidspunkter at lufte hund i haven når der er nytårstaler i tv eller man ellers kan fornemme at der er roligt ude. Klokken 22.00 plejer det at være fint at være ude den sidste gang, så kan de fleste hunde sagtens holde sig til næste dag ellers må man vente med at lufte igen til et godt stykke forbi kl. 24 så der igen er roligt ude.

Gode former for adspredelse i løbet af aftenen er: Kødben, diverse lidt lækrere tyggeben som kallunstænger, energistænger, griseører. Konger eller marvben fyldt med dåsemad eller rester af stegen fra juleaften er også et hit hos de fleste og i frossen tilstand tager de lidt tid at tømme. Jeg plejer selv at putte det meste af hundens mad ration i opblødt tilstand sammen med noget lækkert i marvben, som hundene så får hen over aftenen. Så resulterer alle lækkerierne heller ikke i dårlig mave. Gem gerne den alder bedste og lækreste ting Jeres hund ved til kl. 24, så hunden forhåbentlig bare gnasker sig igennem det værste larm.

Et lager af lækre godbidder (kød) er også godt at have ved hånden, hvis hunden alligevel skulle blive urolig eller gø over lydende. ( en hund der gør er desuden oftest lige så utryg som hunden der gemmer sig, den reagerer bare udadvendt) Der kan det være en rigtig god ide at lave lidt lette øvelser med hunden, lave pølsefest og i det hele taget få den på andre tanker.

Hunden der allerede er bange eller bliver det i løbet af december:

Udover ovenstående, som man bare skal være endnu mere opmærksom på, så kan jeg kun anbefale at man hjælper hunden med noget beroligende. Der findes mange naturpræparater som også kan gives hele december, hvis hunden har brug for det og som kun har mild beroligende effekt.

Er hunden meget angst kan dyrlægen ordinere midler til selve aftenen, blot skal man være opmærksom på at den skal have noget angstdæmpende og ikke kun noget der får den til at ligge stille. Jeg videregiver gerne mine erfaringer med naturpræparater på mail eller tlf

Se evt. også artikler om nytår og hund på netdyredoctor.

Så er der kun tilbage at sige,  GODT NYTÅR!

Del siden