Hunden alene hjemme.

Skrevet af adfærdsterapeut Nille Andersson.

Et af de mest almindelige problemer for vores hunde i dag, er at være alene hjemme. At problemet er så almindeligt bunder i, at hunde fra naturens hånd ikke er designet til at være alene. Særligt for hvalpe er det lig med den visse død, at være overladt til sig selv uden beskyttelse.

Hvalpen ved dette instinktivt og piver derfor hvis den pludseligt befinder sig alene. Den forsøger med andre ord at kalde på de voksne fra sin flok.

Det siger sig selv, at hvis hunden ikke får lært at være tryg ved at blive forladt, så kan hylen, gøen eller ødelæggelser blive et stort problem. For ejeren pga. klager og ødelæggelser og for hunden fordi den i mange timer hver dag er stresset eller ligefrem angst.

Desværre er det de færreste mennesker der kan undgå, at måtte efterlade hunden derhjemme flere dage om ugen, ofte i længere tid. De fleste hunde kan da også lære det og har et godt liv, hvis man er god til at beskæftige hunden, når man kommer hjem og i weekenden.

Mange hundeejere er så heldige at deres nye hvalp tilsyneladende lynhurtigt affinder sig med at blive forladt en hel arbejdsdag uden nævneværdig træning.

Derfor kommer det ofte som en overraskelse, hvis hvalpen efter et par måneder pludseligt har ødelagt et par sko. Nu troede man jo lige det gik så godt.

Dette kommer af, at en hel lille hvalp bliver meget hurtigt træt og opgiver at lede efter ejeren. Ejer har ikke opdaget hvordan hvalpen har det når den er alene, men konkluderer at det er gået fint, da der ingen ulykker har været. Når hvalpen bliver lidt ældre, får den mere energi, tænderne kløer og den bliver ofte mere frustreret over at blive forladt.

Det samme tilbagefald ses ofte i hundens teenagealder, omkring 7 mdr til 1,5 år.

Man kan have haft en hund, der har været god til at være alene i 8 mdr og pludselig har den moret sig med at spise halvdelen af sofaen!

Den mest holdbare løsning i alle tilfælde, er at lave ”alene hjemme træning” helt forfra. Derfor er et par ugers ferie, når man får en ny hund en rigtig god ide. For langt de fleste hvalpe vil disse uger være nok til at den kan få en stabil start på det at være alene og det mindsker sandsynligheden for problemer senere hen.

Hvis hundens problemer er opstået senere hen og ikke er så alvorlige, så kan man nogen gange klare det med ”lappeløsninger”, sammen med et andet aktivitets program.

Alene hjemme træning

Denne træning bruges til at lære hunden gradvist at være alene, enten helt forfra med en hvalp eller hvis hunden senere får problemer og har brug for genopfriskning.

Træningen går ud på at hunden forlades i gradvist længere tid. Undervejs må hunden på intet tidspunkt være urolig, da det så er netop dette den lærer. Vores mål med træningen er at hunden kan være så afslappet når den er alene, at den sover den tid vi er væk.

Der vi være individuelle hensyn at tage, så her kan jeg kun beskrive det grundlæggende.

De første dage forlades hunden ikke rigtigt. Til gengæld går man ind og ud af døre inde i huset mange gange om dagen. Hunden må ikke blive urolig, så kan den ikke lide at man lukker en dør, så lad den stå halvt åben. Hunden skal bare erfare at selvom du umiddelbart ”forsvinder”, så kommer du tilbage igen og det kan ikke betale sig at følge efter dig, for du laver ikke noget spændende. Derfor skal du heller ikke snakke med hunden mens du går frem og tilbage. Det skal være en dagligdags ting, som man ikke behøver at tage sig af.

Samtidig med dette begynder du en rutine, som skal ligne den når hunden skal være alene. Tager du normalt fra hunden om morgenen, skal hunden vende sig til at være rolig om formiddagen. Det betyder at hunden luftes om morgenen, søger evt. sin morgenmad i haven og derefter sker der ingenting.

Der skal med andre ord være roligt i huset, hunden kan evt. få et tyggeben eller lignende at hygge sig med. Den skulle gerne opmuntres til at sove.

Efter et par dage, når begge dele er indøvet, så går man ”fra” hunden, mens den er rolig. Man skal ikke være længere tid på den anden side af døren end et par sekunder i begyndelsen. Det er bare lige ud og så ind igen.

Dette gentages indtil hunden er komplet ligeglad.

Først når hunden ikke tager sig af at man går fra den øger man tiden man er væk gradvist.

Da man heldigvis kan træne mange gange om dagen, tager det normalt ikke så lang tid, som man umiddelbart skulle tro

J

Ritualer omkring afsked og hjemkomst betyder en del for mange hunde. At de kan forudsige at man snart skal gå og dermed affinde sig med det og derfor heller ikke behøver være urolig hele tiden, for at man pludselig går. Derfor er det en rigtig god ide at gøre de samme ting inden man går. Det kan for eksempel være at man gør godbidder klar til hunden og derefter selv tager overtøj på. Det er vigtigt at hunden får mulighed for at slappe af i mindst 15 minutter fra den kommer indenfor og til du går hjemmefra. Dette for at sikre at den er blevet helt rolig efter udendørs aktivitet. En hund, der allerede er aktiv, når den forlades, er mere tilbøjelig til at fortsætte med at være aktiv efter du er gået.

Når man kommer hjem er det vigtigt at man ikke hilser vildt og overstrømmende på hunden. Man skal give indtryk af at det ikke var noget særligt at man var væk, så der hilsen stille og roligt. Er hunden meget oppe at køre, kan den mange gange beroliges ved at man smide en håndfuld godbidder, når man kommer ind af døren, eller ved at give den et stykke legetøj at bære på. Der er ingen mening i at skælde ud over evt. ulykker, det gør det bare værre for hunden næste gang.

Lappeløsninger

Dette bruges hvis man ikke har tiden til ferie eller hvis hundens problem ikke er så stort. Er samtidig noget der med fordel skal tænkes på, samtidig med ovenstående træning.

Det første man skal tænke på er om hunden får nok aktivering. En hund der har overskudsenergi er mere tilbøjelig til al mulig form for, i vores øjne, uønsket adfærd. På den anden side handler det heller ikke om at få hunden til at løbe efter en bold i lang tid hver dag. Det resulterer i mange tilfælde i en stresset hund i stedet.

For hunde handler det meget om at gøre det, de gør bedst, nemlig at bruge næsen.

Gåture med tid til at ”læse avisen” og gerne steder hvor der også er muligt for hunden at være løs eller i det mindste i en lang line er gode. En hund over ca. 6 mdr har behov for mindst en times gåtur om dagen. For mange aktive racer, er det noget mere.

Så til når hunden er alene hjemme, er det bedst med for eksempel en kong eller et fyldt marv ben. En kong er et gummilegetøj, der kan puttes foder inden i, som skal slikkes ud. For at gøre det mere svært kan den puttes i fryseren. Det samme kan et fyldt marvben.

Lad hunden arbejde for sin mad i løbet af dagen. Du kan lade den søge foderet på græsplænen eller gemme det rundt omkring indenfor. Det er også muligt at putte foder i forskelligt legetøj, i form af aktivitetsbolde, der findes i alle udformninger. Disse er super gode til at holde hunden lidt beskæftiget i løbet af dagen. For nogen hunden kan de bruges når de er alene, men mange hunde bliver for opkørte af dem og frustreret når de er tomme.

Også tyggeben er gode når hunden er alene. Hvis så hunden får trangen til at gnave i ting, så har den noget der smager bedre end dine sko. I denne sammenhæng må nævnes at man selvfølgelig skal gøre huset hundesikkert inden man tager hjemmefra. Der bør der ikke lægge sko eller andre løse genstande frit fremme som frister hunden, hvis man skal bryde vanen. Man skal huske på, at det hunden gør, er det den lærer. Så skal vanen brydes, skal der ikke være andet interessant at få tænderne i, end hvad du lægger til hunden.

En rigtig god ide, er at lave en legekasse til hunden, som den får når den forlades. Denne kasse kan indeholde hundens legetøj og så gemmer man foder, fyldte ben og hvad man ellers kan finde på nede i kassen mellem legetøjet. Det kan holde hunden beskæftiget en tid og den skulle gerne blive en smule træt af det, så den lægger sig til at sove bagefter.

Så helt grundlæggende: Sørg for en god gåtur inden du tager af sted. Lad meget gerne hunden søge sit foder i haven, det bliver den så dejlig træt af. Lad hunden få lov at slappe af mindst 15 minutter fra den kommer ind og til du går hjemmefra. Læg noget godt at gnave i og forlad hunden uden at lave en afskeds scene.

Løses problemet ikke ved dette er det muligt at hundens problem er større end først antaget og du må i gang med decideret alene hjemme træning.

God fornøjelse og jeg hjælper gerne med spørgsmål eller træning🙂 

Del siden